• »Djævleuddrivelse« kaldte advokat 35 døgns indespærring af homoseksuel muslim i Brøndby

    Source: BDK Borsnyt / 24 Jan 2025 12:49:49   America/Chicago

    Der var ikke noget dørtrin under døren ind til det lille depotrum, og gennem sprækken under døren kunne han høre dem. Hans to søstre og hans udviklingshæmmede bror havde lavet et videoopkald til hans mor og lillesøster på Sicilien, og det var nogenlunde der, det gik op for den unge homoseksuelle mand af tunesisk afstamning, at han måske aldrig ville komme ud igen. »Jeg kunne også høre min mors stemme,« fortalte den unge mand. »Og hun sagde, at de bare skulle lade mig blive derinde til jeg døde,« fortalte den unge mand i retten i Glostrup. Han var spinkel og havde smalle skuldre. Men han lignede ikke det billede, som blev taget, da politiet 11. september 2023 brød to døre ned og fandt ham afkræftet, fnatbefængt og udsultet efter 35 dages indespærring. På billedet ligner han noget fra en koncentrationslejr. Dengang var den spinkle unge mand 12 kilo mindre. Ifølge anklagemyndigheden er den i forvejen voldsomme sag ekstra grov, fordi de fire søskende spærrede deres bror inde på grund af hans seksualitet og deres fælles religion islam. Ifølge de fire tsøskende på anklagebænken betyder islam ikke alverden, og de havde i mange år kendt til deres brors seksualitet, men dels havde de fundet appen Grindr på deres bors telefon, hvilket havde overbevist dem om, at han gik til orgier og tog stoffer, og dels mente de, at han skyldte penge til familiens fællesøkonomi. Og så var det slet ikke meningen, at de ville spærre deres bror inde. Det skete bare efter en række uheldige omstændigheder, og pludseligt var der så gået 35 dage. Fredag var det efter fem retsdage endelig den indespærrede homoseksuelle brors tur til at fortælle sin version af historien, og for ham virkede intet af det tilfældigt. »Min klient har været udsat for noget, som jeg kun kan karakterisere som djævleuddrivelse, » sagde den unge mands bistandsadvokat Lone Refshammer som argument for, at de tiltalte søstre og bror på ingen måde skulle have lov til at sidde i retslokalet, imens sagens hovedvidne sad i vidnesskranken. »Det er fuldstændigt uforståeligt, at sådan noget kan foregå i vores tid,« sagde hun også. En sprække til omverdenen Og så satte den unge mand sig ned og fortalte historien om, hvordan hele hans familie var involveret i at spærre ham inde, sulte ham og piske ham med en forlængerledning, når han råbte på hjælp. I et hjørne af det lille depotrum stod en spand, han kunne besørge sig i. Som han husker det, blev den kun tømt to gange i løbet af de 35 døgn. Han fik meget lidt at spise. På et tidspunkt fik han i løbet af to døgn kun én gulerod. I andre perioder fik han små portioner surt og bittert og fordærvet mad. Det hele skete på matriarkens befaling, og på et tidspunkt gav den ældste søster ham mad i smug. »Det var seks mandler,« forklarede han, og de blev skubbet ind under døren. I begyndelsen råbte han ofte på hjælp, men pisk med forlængerledningen lagde en dæmper på hans bestræbelser. Efter et stykke tid blev han så afkræftet, at han måtte rationere sine råb om hjælp. Sprækken under døren var hans åbning til omverdenen. Han fortalte, hvordan han lagde sig ned med øret så tæt på sprækken som muligt. Når han kunne høre, at hans søskende var taget på arbejde, ventede han på en hver lyd, der kunne tyde på aktivitet i opgangen uden for lejligheden. Og så råbte han. Det var sådan han endeligt blev hørt af naboer efter 35 dage. De tilkaldte politiet, som fandt den forhutlede unge mand bag en låst dør. Han kunne ikke stå oprejst, da døren endeligt blev brudt ned Han har i dag brudt forbindelsen til hele sin familie, og han så heller ikke sine søskende, da han afgav sin vidneforklaring fredag. Men det kommer han til 21. februar. Der har han tænkt sig at møde op for at se, hvordan sagen ender. Hvordan hans søskendes skæbne bliver. https://www.berlingske.dk/indland/djaevleuddrivelse-kaldte-advokat-35-doegns-indespaerring-af-homoseksuel
Share on,